Mine projekter

[Tilbage]

 

Det projekt som optager mig mest i øjeblikket, er min Jane (Dear Jane). Her lige efter sommerferien har jeg syet over 30 blokke og 6 trekanter. Det lyder ikke af så meget, men de fleste af blokkene er håndsyet og en del af dem består af mange små stykker og som er hyggelige at sy.

At sy en blok eller trekant består, for mig, af flere seancer. Først vælger jeg hvilken blok jeg har lyst til at sy. Det kan være en blok bestående af små eller store bidder, om den skal håndsyes, maskinsyes, eller syes som paper piercing. Jeg kan også vælge en applikeret blok. Vælger jeg en applikeret blok, skal jeg også tage stilling til hvilken applikations teknik jeg vil bruge.

Derefter tegner jeg blokken på frysepapir, klipper ud i de enkelte dele og stryger frysepapir - stykkerne på  stoffet. Så tegner jeg rundt om frysepapiret (sylinien) og bagefter tegner jeg sømmerum. Alt dette skal være meget præcist, for som alle der syr patchwork ved, betyder 1mm for meget eller for lidt, utrolig meget for det endelige resultat. Så kan jeg klippe de enkelte dele ud og derefter begynde at sy.

Jeg klipper oftest nogle blokke ad gangen, så når jeg har lyst til at sy, så er der altid en blok klar til at blive syet.

Som de fleste andre har jeg nogle UFO’er liggende, faktisk en del ;-) som jeg burde få syet, men så længe jeg stadig er meget glad for at sy på min Jane og ikke har brug for en pause, ja så får UFO’erne være.

Der er dog nogle projekter, som venter forude. "Sofa" gruppen har besluttet, at lave en marathon syning i løber af efteråret. Vi blev inspireret af Fanø quilterne, som omtalte deres marathon weekend i kludemagasinet. I øjeblikket er vi ved at undersøge mulighederne for gode "sy steder" i lokal området. Vi skulle jo nødigt bruge spildtid på at køre for langt.

Så er det også snart på tide, at tænke på det næste julemarked, selv om sommeren dårlig nok er slut endnu.

Inde i vores soveværelse oven på klædeskabet, pakket ind i plastik ligger mit dobbelt sengetæppe, som venter på at blive quiltet. Det er et tæppe syet i "Flying Geese" i gyldne og blå farver. Jeg har valgt at lave nogle meget brede kanter på tæppet, og resultatet er blevet meget pænt, når jeg selv skal sige det J .
Så er der også lige Amish dukken som ligger og venter på, at jeg skal få syet noget tøj……